Tweet
Ikke længe efter jeg begynde at skrive en ny bog, komme jeg altid ned med en rasende tilfælde af "Første Draftitis." Mens de fleste forfattere elsker opdagelsen af det første udkast, lad os bare sige, at det ikke er min favorit del af processen. Jeg ønsker blot at få historien så tæt på hvor jeg ønsker det som muligt, så sjovt del starter for mig. Jeg er en redaktør i min dag job, så der intet er jeg gerne mere end rive mit håndskrifter fra hinanden, kastede nogle dele ud, flytte ting rundt, forme historien, at opdage cool plot forbindelser, og derefter sætte det tilbage sammen, dekoration, polering — der har når bogen virkelig kommer til liv for mig. Må ikke få mig forkert, en masse gode ting kommer ud af disse første udkast, men for det meste, jeg nødt til at udholde første udkast at komme til de ting, jeg virkelig nyder. Jeg kan godt lide fastsættelse ting, og jeg kan ikke lave hvad jeg ikke har skrevet.
Når jeg skriver et første udkast, vil ikke jeg sidde fast bare én gang. Jeg vil slå en mudret hul hver par kapitler. Hvis du er i en bil sidder fast i mudderet, den eneste ting gunning motoren får du er en stor, mudrede rod – og dybere i hullet. Den måde at komme ud er langsomme og nemme; Hvis du kan få trækkraft, kan du komme ud. Det samme er tilfældet med skrivning. Tvinge dig selv til pistol din motor og skubbe din vej gennem problemet kommer ikke til at gøre det gå væk. Det vil bare gøre problemet – og din angst – værre. Pen og papir give altid mig den kreative trækkraft jeg nødt til at komme i gang igen. Når du er brydning med din egen håndskrift og går i stå, jeg varmt anbefale at skrive gammeldags måde-pen og papir. Det er, hvordan jeg plejede at skrive før computere. Uden min computer har jeg ikke adgang til mine noter. Ingen noter betyder ingen sidetracking, ingen forvirrende kernefortælling med ting jeg tror, jeg måske nødt til at medtage.
Skrive almindelig skrift i hånden også holder mig fokuseret på den scene, jeg skriver, som hjælper med at fordybe mig i historien, så jeg kan få ærlige, ægte dialog og grave dybere ind i historien i stedet for at skimme overfladen af forsøger at passe ind i alt, hvad mine noter siger jeg skal. Har ingen bemærkninger til henvise til gør det også sværere at lægge ord i min tegn munden (som er en stor no-no). Det gør mig lukke op, se og lytte. Og når jeg lytter virkelig, jeg befinder mig i forfatterens "sweet spot" – hvor jeg ikke skriver dialog, jeg aflytning. Jeg er inde i historien, med rigtige mennesker, ikke tegn. Jeg er i et magisk sted — det sted, hvor du ønsker dine læsere til at være.
Når jeg skriver et første udkast, vil ikke jeg sidde fast bare én gang. Jeg vil slå en mudret hul hver par kapitler. Hvis du er i en bil sidder fast i mudderet, den eneste ting gunning motoren får du er en stor, mudrede rod – og dybere i hullet. Den måde at komme ud er langsomme og nemme; Hvis du kan få trækkraft, kan du komme ud. Det samme er tilfældet med skrivning. Tvinge dig selv til pistol din motor og skubbe din vej gennem problemet kommer ikke til at gøre det gå væk. Det vil bare gøre problemet – og din angst – værre. Pen og papir give altid mig den kreative trækkraft jeg nødt til at komme i gang igen. Når du er brydning med din egen håndskrift og går i stå, jeg varmt anbefale at skrive gammeldags måde-pen og papir. Det er, hvordan jeg plejede at skrive før computere. Uden min computer har jeg ikke adgang til mine noter. Ingen noter betyder ingen sidetracking, ingen forvirrende kernefortælling med ting jeg tror, jeg måske nødt til at medtage.
Skrive almindelig skrift i hånden også holder mig fokuseret på den scene, jeg skriver, som hjælper med at fordybe mig i historien, så jeg kan få ærlige, ægte dialog og grave dybere ind i historien i stedet for at skimme overfladen af forsøger at passe ind i alt, hvad mine noter siger jeg skal. Har ingen bemærkninger til henvise til gør det også sværere at lægge ord i min tegn munden (som er en stor no-no). Det gør mig lukke op, se og lytte. Og når jeg lytter virkelig, jeg befinder mig i forfatterens "sweet spot" – hvor jeg ikke skriver dialog, jeg aflytning. Jeg er inde i historien, med rigtige mennesker, ikke tegn. Jeg er i et magisk sted — det sted, hvor du ønsker dine læsere til at være.
, perhaps a fake Dane like Nikolai could assist?
Comment